Late night essay

Mørke

Mørke. Jeg kan godt li mørke. I mørket er jeg, mig; Jeg er mig, ingen andre, mit sande ansigt kommer frem i mørket, jeg færdes af ren lyst, uden nogen bekymringer. Bekymringer. Folks fordømmende blikke, blikke der køre op og ned, hvis du bevæger dig forkert. Jeg er anderledes, men det gør ikke spor, fordi i mørket er vi alle ligemænd, indtil vi udtrykker os igennem sproget. Du er dig og jeg er mig, men hvad er kommunikation uden kropssprog? Ingen ting.

Jeg kan ikke se dig og du kan ikke se mig. Er du min ven eller er du min fjende? I mørket kan kun din stemme afsløre dit sande jeg og sandheden er pakket ind i en masse sort luft. Lyset er nu det eneste der kan afsløre hvem og hvad du er. Her er intet lys, fordi med lys er der ikke mørkt. Er du overhovedet her sammen med mig? Er jeg alene?

Jeg overlader trygt mig selv til ensomheden. Når jeg er alene, føler jeg mig ensom, men mørket gør hurtigt den ellers så ensomme ensomhed til en tavs tosomhed, men det er rart, intet er rigtigt eller forkert, i nogen andre menneskers øjne. De kan intet se.

Mig og mørket. Alene, sammen. Mørket er min ven, men nærmere min fjende. Jeg lader mig skræmme, lader mig tænke over ting som jeg nægter mig selv at tænke på i lyset. Perspektivere mit liv. Ting jeg ofte glemmer i lyset, viser sig at pryde mit sind i mørket. Sørgelige ting. Døden er en sørgelig ting, for de pårørende er det et evigt farvel til et menneske, et menneske de måske elskede og ønskede ikke at være foruden?

Mørket giver mig uvished. Uvisheden skræmmer mig, hvornår lukker jeg mine øjne for sidste gang. I morgen? Eller om 100 år?

Uvished er at overgive sig til den rene tilfældighed. Tilfældighed, er at turde? Ja, at turde give sig hen, og lade sig styre af tilfældigheden og skæbnen. At gå i mørket, med et mål, men uden at kende vejen dertil, uden at vide hvordan målet ser ud og uden at vide hvad man skal efter man er nået sit mål. Hvordan skal jeg vide om jeg er nået dertil? Til målet.

Mørket giver mig ro, det giver mig håb.

Mørket er en evig labyrint. Vi starter ved fødslen, i mørket. Vandre rundt i lyset, hvor vi møder en masse mennesker, der også prøver at finde deres ende af labyrinten. Nogen vælger at følges ad, andre vælger at gå alene. Nogen mennesker finder den hurtigere end andre. Men lige meget hvad, så ender vi alle det samme sted. I døden, der findes i mørket.

/Nanna Victoria Juul Jørgensen