Jeg kan blive så træt af alle menneskers kærligheds-vil/vil ikke-have-hinanden-pis.
Da jeg var en uge i sommerhus med mine veninder, sad vi en aften og snakkede om, hvornår afstand blev for meget imellem kærligheden og en selv. Der var delte meninger men flertallet syntes altså at det var okay at slå op hvis man ikke boede på samme "ø", hvilke jeg ikke rigtig kunne forholde mig til.
Jeg mener at kærlighed er kærlighed, man skal ikke begrænse hinandens drømme, men hvis to mennesker elsker hinanden så kan man også få det til at fungere lige meget hvad.
Dine bedsteforældre havde jo ikke været sammen i 50 år hvis det ikke var fordi de kæmpede sig igennem hver eneste fase i livet sammen og der findes jo ikke et mere fantastisk syn en to ældre mennesker der har elsket hinanden på godt og ondt i så lang tid, at de er afhængige af hinandens selvskab.
Er afstanden virkelig så uromantisk som mange siger?
Det synes jeg ikke den er. Det kan faktisk godt være en rigtig god ting. Min bedste veninde var jo væk fra mig i et helt år, vi har idag lært at sætte mere pris på hinanden og jeg tager den dag i dag ikke et sekund forgivet med mennesker jeg holder af!
Hvis der forekommer misforståelser, så er min pointe:
Hvis man har fundet rigtig kærlighed, skal man ikke lade sig begrænse, for den kan holde til meget mere end vi går og tror.
Singlesincethedayshewasborn//Nanna
Ingen kommentarer:
Send en kommentar